Mundtlige beretning for 2010

DBU Lolland-Falster – Mundtlig beretning for året 2010 
Mundtlig beretning 2011. 

Traditioner er til for at brydes, og det gør vi ved flere lejligheder i dag.

Først vil jeg gøre op med beslutningen om ikke at bringe mindeord på årsmødet, idet 2 af de mest markante personer i LFBUs historie er taget fra os her i 2010.

Det 9. februar 2010 døde Poul A. Hansen, Eskilstrup, gennem mange år unionens sekretær, og det i en tid, hvor sådan noget kunnet ordnes i baglokalerne i Trikotageforretningen i Eskilstrup som neben gesjæft. Poul var en af pionererne i LFBU, og Poul forstod om nogen at tilpasse sig alt det nye, der i hans tid kom til, sådan at vi andre plukker frugterne på det træ, som Poul sammen med andre plantede. Trosfasthed, loyalitet og et altid smittende humør kendetegnede Poul, som forstod på bedste vis kunsten med at gøre stridende parter tilfredse med de løsninger, han forelagde. Også efter 1993, hvor Poul mente andre skulle til, fortsatte han med stor interesse med at løse opgave for LFBU, hvilket gav ham anledning til at komme egnen rundt med en god og munter snak om fodbold til følge.

Den 22. november døde Hakon Hagbarth, Stubbekøbing, 81 år gammel. Hakon var gennem mange år en institution i den lokale fodboldverden, men også er herre, der tog sine kampe. Hans jyske stædighed fornægtede sig ikke, og nok af den grund var han et naturligt valgt til formandsposten, da et skifte skulle finde sted. Hagbart var formand i 4 år og måtte træde tilbage i 2000, da han faldt for aldersgrænsen.
Hagbart forstod virkelig at bide de store i haserne, og han talte iltert og bestemt de små unioners sag, når dette var nødvendigt. Hakon var gennem mange år en habil dommer, og absolut ikke altid enig med sine dommerkolleger om, hvordan fodboldreglerne skulle tolkes, og heller ikke dette gik helt stille af.

Æret være deres minde.

Må jeg bede forsamlingen om at rejse sig og mindes de to personer...

Tak.

For lige at blive ved de brudte traditioner, så vælger vi i dag ny formand, idet den nuværende har valgt, at det nu er tiden til at lade en anden komme til. Formandsskiftet plejer at finde sted, når den siddende skal gå på grund af alder. Jeg lovede i sin tid at blive på posten i 6 år, hvis I ville have mig så længe, og det blev til 11 år, og jeg vælger nu at lade andre komme til.

”Det er holdet, der skaber og understøtter individualisten, og ikke omvendt.”
Disse kloge ord udtalte Arsene Wegner under VM i Sydafrika, da han skulle give sin vurdering på, hvorfor fransk fodbold i den grad kunne gå ned, som tilfældet var i Sydafrika efter mere eller mindre fransk dominans gennem årtier ved VM og EM.

En flot betragtning, som gælder specifikt for det enkelte hold, det være sig i bredde eller elitebold, men ordene kan sagtens udvides til også at omfatte den begrebsverden, som hele fodboldfamilien er organiseret omkring.

Det er fællesskabet, der danner grundlaget og understøtter de enkelte klubber, og ikke den enkelte klub, der bærer organisationen.

Jeg tror dette får stor betydning for den fremtid, vi hver eneste dag er på vej ind i. En fremtid, hvor vi hele tiden skal være forandringsberedte og klar til de udfordringer, der byder sig, men dette er der ingen, der er store eller dygtige nok til at klare- uden man gør det sammen i en eller anden form for fællesskab.

Forsøger man at sætte sig udenfor eller over dette, så er man i gang med at grave sin egen grav og igen i overført betydning, ja, så ødelægger man det grundlag, dansk fodbold hviler på og har hvilet på siden slutningen af 1800-tallet, hvor fodbolden lod sig organisere af fremsynede mænd, og hvor hele ideen omkring fællesskaber og foreningstanken gik hånd i hånd for at skabe de rammer, under hvilke vi stort set stadig handler og agerer.

Foreningskulturen er under pres, og vi skal passe gevaldigt på, at vi ikke selv er med til at ødelægge hele grundlaget ved at tænke kortsigtet og egoistisk. Vi skal stå sammen. Gør vi det ikke, er fagre nye verden klar lige udenfor, klar til at tage over.

Købefodbold er undervejs, og det har naturligvis grobund der, hvor foreningskulturen ikke bærer fællesskabet, men tro mig, at der er kommercielle foretagender, der er klar, når mulighederne foreligger, og skulle det ske, kan det frivillige næppe hamle op med det kommercielle.

Se på fitnessbranchen, som har formået at etablere et erhvervsmæssigt grundlag i snart sagt hvert eneste mindre bysamfund i kongeriget. En spæd start for mange år siden i de største byer, men nu med erhverv og dermed profit som sigte frem for nogle tanker om fællesskab.

I England har købefodbold bredt sig som en steppebrand, og nogle kloge siger, at det aldrig vil ske i Danmark. Det tror jeg ikke på.

Vi har gennem klubberne slet ikke noget monopol, og med den professionalisering kommunerne undergår i disse år på fritidssiden, skal man ikke være sikker på, at den økonomi, hele foreningslivet beror på i form af offentlig støtte efter mere eller mindre spidsfindige modeller fortsat er til rådighed.

Den dag kommunerne kan se deres muligheder til at lade private overtage byrden, vil det ske. Over night, og uden hensyntagen til det kæmpearbejde klubberne har udført gennem generationer. Hvis andre kan gøre det billigere – jeg sagde ikke bedre, så vil det ske. Jeg kan ikke sætte år på, men hvis vi ikke i denne forsamling og de andre steder, hvor det samme foregår, forstår at holde sammen og forstår hele tiden at udvikle, udvikle i fællesskab, så er vi truet, og dør foreningslivet, så kommer det aldrig igen.

Det er det kulturbærende i hver en landsby, i enhver bydel og i enhver landsdel, og har været det gennem mere end 125 år, så hold sammen.
I en tid, hvor det er en realitet, at skoler lukker i vores region, har foreningslivet en vældig chance for at blive kulturcenter i de lokalsamfund, som i løbet af kort tid mister skolen som samlingspunkt. De værdier foreningerne byder ind med bliver det centrale og bærende element, men det kræver både blod, sved og tårer og i allerhøjeste grad sammenhold.

Vi skal således passe gevaldigt på, at krævementaliteten ikke tager overhånd, således at enkelte klubber eller enkelte medlemmer i disse glemmer, at såvel klubber som lokalunion og DBU er et kollektiv og fællesskab, hvor der skal være en naturlig balance mellem det man kræver, og det man yder. Som medlem af en forening er man ikke kunde som i en bank, hvor man kan vrage og vælge mellem forskellige varer. Man er en vigtig brik i fællesskabet, og vi skal være beredte til at fortælle vore medlemmer dette, når de stiller op med urimelige krav, som gør, at denne forsamling skal løbe endnu stærkere.

Det skal vi gøre i en innovativ og proaktiv ånd, hvor vi netop skal søge at integrere alt det nye og spændende, der kommer til os. Og vi skal samtidig være parate til at turde satse på det nye og spændende, der er på vej.

Futsal
Futsal brager frem som det helt store i Europa, især i Syd- og Centraleuropa. Vi har tilsyneladende mere end vanskeligt ved at få dette spil implementeret i lille Danmark, muligvis fordi Knud Lundberg og andre var foregangsmænd for mere end 50 år siden med at flytte fodbold ind i hallerne. Futsal har intet med indefodbold som vi kender at gøre, men kan fint bruges som et teknisk spil og en form for forberedelse til sommerens udendørsfodbold, selvom dette ikke nødvendigvis er det bærende ude i Verden, hvor der spilles EM og VM på fyldte arenaer, hvor der afvikles Europa-cup med enorm interesse i de fleste lande.

Men ikke i Danmark. Vi ser kun KBU, som en union, der har fat, og det er flot, selvom det måske mest skyldes pladsproblemer i hallerne, men vi andre kan ikke komme i gang, for klubberne vil tilsyneladende ikke.

Der er rødvin til dem, der her kan skabe ideen, som sætter det hele i gang. Vi oplever ved de årligt tilbagevende propagandastævner en begejstring, som desværre forsvinder, fordi denne ikke bringes videre ind i bestyrelseslokalerne rundt omkring.

Udendørsturneringer og stævner
Vores udendørsturneringer og stævner kører - også med de forandringer, der undervejs foregår. Der er generelt stor vilje til forandringer, men forandringer skal selvfølgelig fæstnes i klubberne, og det kan godt være en vanskelig men også lærerig proces, idet man er nødt til at skabe flertal for de forandringer, man nu gerne vil se komme, og så må der arbejdes for sagen, og som det tidligere er understreget herfra, så skal forandringerne gerne være udviklingsorienterede, vi skal skabe de mest optimale forhold for flest mulige. Ellers er det ligegyldigt.

Dette betyder også, at vi ind i mellem slår nogle skæverter. Det gør vi ikke med vilje, og vi gør det aldrig, uden at vi først har været forbi jer for at høre. I er ikke altid lige lette at råbe op, og så sker det, at vi må agere og handle på et grundlag, som siden viser sig at være for spinkelt.
Og så er faren for, at vi laver noget juks til stede.

Det er da ikke godt nok, at vi får lavet en turnering uden nedrykning, men tro mig, hvis jeg påstår, at det ikke bare er et fingerknibs at ændre sådan noget. 49,9 % vil råbe op og skrige om uretfærdighed, og råber de højt nok, skal der ikke flyttes mange promiller før myterne sejrer.

Hvis I vil jeres eget bedste, skal I altså være mere aktive.

Jeg ved det er vanskeligt, for jeg ved jo også alt om, hvor meget i, der er her, slider derhjemme i dagligdagen, men min påstand fra tidligere skal jeg såmænd gerne gentage. I kan gøre det lettere for jer selv, hvis I sætter jer ned og udformer en politik på de kerneydelser, I vil stå for. I vil få lettere ved at rekruttere nye ledere, når disse ved, hvad de går ind til, og I er nødt til at være ærlige overfor disse nye, når I lokker dem ind.

For ellers har I brugt alt for mange kræfter på folk, som hurtigt løber skrigende bort fra noget, som de slet ikke kan genkende i forhold til det, I fortalte dem.

Den øvelse kan kun de færreste af jer klare alene, men også dér er vi parate med hjælp og vejledning til, hvordan man gør. Vi har redskaberne og midlerne, men I skal udfylde rammerne og sætte jer nogle mål.

Dommerne
Vi mangler konstant nye dommere, når jeg siger nye, så er det fordi vi endnu nogle ganske få år, har nogle usædvanligt trofaste og flittige, men desværre også ældre dommere, som dømmer et hav af kampe. Ser vi på disses cpr-nummre, så konstaterer vi, at det for nogles vedkommende er næsten naturstridigt, hvad de præsterer, og for nogles vedkommende er det endog meget flot også at dømme inden for den kvalificering, der finder sted.

Den nye dommer dømmer ikke samme antal kampe, som den gamle. Dermed skal der måske 1½, måske 2 nye til hver gang en af de gamle går, og det er denne udvikling, vi godt kan frygte. Lige nu ser det tilforladeligt ud langt det meste af året. Flaskehalsen er naturligvis de sidste runder i efteråret, hvor der virkelig skal trylles for at få kabalen til at gå op, og det bliver ikke lettere. Det skal ikke opfattes som en trussel, men alligevel er det en kendsgerning, at det eneste middel vi har ved for beskeden tilgang er at operere med dommerløse kampe, et fænomen, som ingen af os er tilfredse med, men som er eneste mulighed.

Trænerne
Vi jublede i fjor over, at der langt om længe er kommet gang i træneruddannelsen i vores område. Tendensen er fortsat, og vi var naturligvis spændte på, hvordan trænerne ville tage imod to af de største kapaciteter herhjemme, Torben Storm og Peter Bonde, begge med relationer til fodbolden her på Lolland Falster. 2 tilmeldte seniortrænere ved fristens udløb, og dette kunne hverken udvalget eller administrationen sidde overhørig. Telefonerne glødede, og antallet blev acceptabelt. Husk, kære klubledere, at de ofte højtlønnede trænere er ansatte. De skal uddanne sig, og hvis de ikke selv kan finde ud af det, må I gøre det for dem.

Samarbejde
DBU-Lolland Falster og DBU Sjælland mødes indtil flere gange årligt, dels for at evaluere på allerede igangsat samarbejde, men også for at sondere terrænet for nye muligheder og fælles udfordringer. Vi sender masser af ungdomshold mod Sjælland, og der er også mulighed for i visse rækker, at hold fra Sjælland deltager hos os. Her kniber det unægtelig, og vi har forståelse for, at de sjællandske turneringer hurtigt kan udtyndes, hvis hver anden klub i det sydsjællandske begynder at orientere sig mod syd, men fakta er jo, at det samme sker i de rækker, hvor vi sender hold den modsatte vej.

DBU Sjælland vil gerne udvide samarbejdet omkring turneringer med henblik på en hurtig gennemførelse af fuldt integrerede turneringer. Derfor kigger jeg denne forsamling dybt i øjnene for det er for os en klar forudsætning, at vi får et stort og rungende ja til så drastiske ændringer, og uden at skulle foregribe hastigheden af disse forandringer, så vil det ud fra et sportsligt synspunkt kun gavne fodbolden på Lolland Falster. Nogle påstår – måske med rette – at det så vil koste på selvstændigheden alter. Det store flertal vil aldrig blive berørt af en sammenlægning af turneringerne. Nogle vil få kortere til kampe, og de bedste lidt længere. Og lad os så understrege med en tyk fed streg under, at der ikke er link mellem turneringssamarbejde og en eventuel anden regional sammensætning i breddefodbolden. Der er intet sted nævnt noget om, at de små skal underlægges de store, snarere tværtom, idet der har været talt om, at de små enheder skal styrkes, så sårbarheden ved fravær bliver mindre.

I princippet er vi selv de eneste, der kan nedlægge DBU Lolland Falster.

Fremtiden
Ingen siger, at en lokalunion skal have den eller den størrelse. DBU Jylland består af 1000 klubber DBU Bornholm af færre end 20. Begge dele er nok ikke det ideelle, men historiske, geografiske og kulturelle afstande har givet den inddeling, vi har i dag.

Vi må erkende, at vi ligger i den ende af skalaen, hvor vi administrativt er sårbare i en tid, hvor alle skriger på stordrift. I parentes så er der ingen der endnu har overbevist os om stordriftens fortræffeligheder. Erhvervsvirksomheder kan på den korte bane ændre tal på bundlinjen i positiv retning uden at man dér indregner de negative sideomkostninger i form af nedlæggelse af arbejdspladser, og al erfaring siger, at nærhed og ejerskab, at anerkendelse og engagement går hånd i hånd som bærende elementer i noget sundt. Det gælder for virksomheder og det gælder for frivillige organisationer i særdeleshed.

Hvad vi hedder ud i fremtiden, skal jeg ikke spå om, men vi har faktisk allerede her i salen givet hinanden hånd på, at vi er klar til et nyt navn, og i dag bytter vi om på efter og fornavn, om jeg må bruge dette udtryk, men for os er det stadig et helt afgørende omdrejningspunkt, at vi har et kontor i vores region. Hvis dette i fremskridtets hellige navn skulle blive truet, så vil vi se en afvandring fra fodbolden, som ikke er betinget af tilbagegang i befolkningstallet, men udelukkende i fremmedgjorthed, så derfor skal vi bevares som region, men meget gerne med langt flere snitflader, hvor vi samarbejder både organisatorisk, sportslig og administrativt.

Derfor er det også vigtig, at I senere spidser ører, når DBU Lolland Falster på vej mod 2015 i grovskitse fremlægges. Her løftes sløret for retningen de kommende år, spændende må jeg sige og fyldt med alle muligheder for nytænkning. Igen lægges rammerne her, I skal være med til at udfylde dem.

På samme måde har vi i DBU gennem flere år givet os selv et serviceeftersyn, som nu ser ud til at kunne implementeres på de 3 pinde, man i sin tid besluttede sig for: Bredden, eliten og det kommercielle.

Det er ikke let at gennemføre, for på nogle punkter er der så megen jura involveret, fordi der er så mange love fra det civile samfund, der griber ind i fodboldens hverdag, så stort set kun jurister og eksperter kan udtale sig, og ofte med et hav af forbehold for hint og dette. Sponsorsship blot som eksempel. For forsamlingen her skal jeg oplyse, at Sponsorship indtil nu har virket som et fond med selvstændig bestyrelse, hvor af DBU har en mindretalsrepræsentation, og hvor formålet har været at skaffe midler til dansk elitefodbold. Vi fra bredden ser gerne en skarpere markedsmæssig profilering af breddefodbolden og naturligvis gerne med en sponsorprofil, som giver afkast til breddefodbolden.

Hvad der skal graves i af selskabslove, af skattelove og spidsfindigheder i juridisk sammenhæng kan slet ikke beskrives her, men jeg siger bare. Der er mange tråde, der skal udredes, og derfor tager det tid. Formen er der ikke endelig. Det er den heller ikke endelig på breddesiden, hvorimod jeg tillader mig med ros at nævne, at det ser ud som klubeliten er på plads.

Ud af alt dette vil der også blive skabt en ny udvalgs- og administrativ struktur i DBU. Målet er færre udvalg med klart definerede kompetencer og administrativt som udgangspunkt en direktionsmodel på lige fod med andre større koncerner.

DBU er et stort foretagende. Vi er mere end 325.000 fodboldspillere, og der bliver flere og flere, der skal administrere disse. Jeg advarer ind i mellem om, at vi skal passe på, at vi ikke glemmer, at vi har fodbold som kerneydelse, og vi skal passe vældig på, at vi ikke administrerer os selv ihjel. Det kan sagtens lade sig gøre. Det offentlige har vist, at det er den letteste kunst den ene gang efter den anden.

Skal jeg bare nævne ældrepakken, som skulle komme de ældre ude i eget hjem til gode. Det gjorde den ikke, men kommunerne fik ansat en masse administrativt personale, ja så mange, at det i sidste ende førte til serviceforringelser hos de ældre.

Jeg skal vare mig for at pege på de skyldige, men det samme kan sagtens ske i DBU. Det er flot, at vi har vores egne administrationslokaler. DBU Sjælland er netop flyttet i nye tidssvarende og ganske imponerende lokaler, og DBU Jylland bygger ganske enormt flot lidt uden for Århus. Jeg under de ansatte de bedste mulige forhold, for jeg ser, hvor dedikerede de går til den opgave, de sættes til, men med mere plads, så lurer farerne, hvis man kan kalde dem sådan. Mere plads giver en tendens til flere ansatte. Nu skal man vare sig med at kaste med sten, for vi har bygget om, hvis man kan sige sådan. Efter 17 år var Kontoret nedslidt, og vi benyttede samtidig lejlighed til at indrette arbejdspladser til de personer, der kommer forbi for at klare de opgaver, vi skal have løst. Mødefaciliteter er flyttet over på den anden side af gangen, hvor vi har fået en fin aftale med Hallen, således at vi ikke stiger i den faste leje af lokalerne.

EM for U/21 og A-landsholdet
I juni dette år løber den største enkeltstående begivenhed i DBUs lange historie af stablen. EM for U/21 skal afvikles i Jylland, og jeg kan kun opfordre forsamlingen her til at drage mod vest fra den 11. til den 24. juni, hvor nogle af verdens absolut bedste spillere vil kæmpe om EM. Vi er nøgtern set ikke uden chance for at kunne gå hele vejen, men alt skal gå op i en højere enhed, før det lykkes, og det gælder for alle lande, der vil vinde et mesterskab. Selvom alle kampe vises på TV, er det noget helt andet at være direkte på, og med dansk succes vil mange kampe få stor publikumsinteresse.

Samtidig ved vi jo, at vores A landshold skal spille vigtige kampe i bestræbelserne på at opnå deltagelse i EM i 2012, hvor en epoke i dansk fodbold takker af. Morten Olsen, først med flere end 100 kampe som en af vores bedste spillere gennem tiden, og nu også som træner i mere end 100 kampe i en tid, hvor konkurrencen er blevet skærpet ganske voldsomt, hvor kommercialiseringen er lige ved at tage pusten fra os, men hvor det alligevel imponerende er lykkedes for os at kvalificere os til både det ene og det andet. Mortens indsats vil aldrig blive overgået af nogen, og alene derfor kan alle her i forsamlingen være stolte af hans bedrifter. Mortens hjerte banker stadig for fodbolden på Lolland Falster, og en ting er sikkert. Vi ved aldrig, hvor den næste Morten Olsen kommer fra, så derfor skal I alle sammen kæmpe videre, der hvor I har jeres virke.

Jeg gentager mig selv ved at sige, at uden jer er der ingenting, og det skal I vise megen mere stolthed over end I gør.

Jeg bøjer mig i ydmyghed og giver jer stor anerkendelse for det arbejde hver enkelt udfører. Det gælder alle jer fodboldledere, også dem I trækker på derhjemme i klubben. Det gælder alle dommerne. Det gælder alle vore udvalgsmedlemmer, det gælder pressen, som vi fremdeles har et positivt og godt samarbejde med, det gælder jer bestyrelseskolleger, og det gælder både de fremmødte formænd fra andre unioner, men også alle andre i organisationen DBU. Sidst og ikke mindst Søren og Bjarne på Kontoret, ja også Frede og Jan. Jeg kommer til at savne jer.

Jeg forlader jer nu, jeg forlader jer som en stolt mand, som har lært en masse positive mennesker at kende, jeg har oplevet så meget, så jeg ikke har vendt alle indtrykkene endnu. Jeg har så absolut intet til gode, står nærmere i dyb taknemmelighedsgæld over alt det spændende, jeg har været en del af gennem mange år.

Det var stort.

Tusind tak til jer alle.